Hej, jeg hedder Bassam El-Daoud

Jeg er opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Nu bor jeg i Danmark, hvor mine børn er født. Jeg elsker Danmark og vores fælles værdier som frisind, frihed og retsind.

Men jeg kan se, at der i høj grad er brug for at værne om de værdier og om det fællesskab, vi alle har brug for at være en del af.  Et fællesskab for os alle i et samfund, der virker til i højere og højere grad at ville dele os op i ‘os’ og ‘dem’.

Derfor stiller jeg op for De Radikale Venstre til folketingsvalget 2019.

Hej, jeg hedder Bassam El-Daoud

Jeg er opvokset i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon. Nu bor jeg i Danmark, hvor mine børn er født. Jeg elsker Danmark og vores fælles værdier som frisind, frihed og retsind.

Men jeg kan se, at der i høj grad er brug for at værne om de værdier og om det fællesskab, vi alle har brug for at være en del af.  Et fællesskab for os alle i et samfund, der virker til i højere og højere grad at ville dele os op i ‘os’ og ‘dem’. 

Derfor stiller jeg op for De Radikale Venstre til folketingsvalget 2019.

Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab

3 årstal der formede mig som person:

Året er 1984. Jeg er 9 år gammel. Stedet er Burj el Barajne flygtningelejren i Libanon. Mine søskende og jeg sidder sammenklemt i et hjørne i vores nabos beskedne lejlighed. Vores lejlighed på den modsatte side af gangen er for farlig at opholde sig i. Den vender nemlig ud mod Beiruts gader, og væk fra flygtningelejren hvor jeg blev født. Vi nåede at søge tilflugt hos naboen før konflikten brød ud den dag. Fanget uden mulighed for at slippe ud. Vi gemmer os under et par madrasser, mens palæstinensere og libanesere skyder mod hinanden. Vi har levet med urolighederne, bomberne og skyderierne siden den dag jeg blev født. Min mor forsøger at berolige mig og mine søskende. Jeg kan høre på hendes stemme at hun også er bange. Madrassen holder lyset ude, men lyden trænger igennem. Indimellem kan jeg høre min far, der forsøger at overtale vores nabo og hans familie. De gemmer sig i et andet hjørne i huset. ”Vi skal ud nu!!!”, insisterer han. ”Vi dør inden vi er kommet 10 meter fra blokken!!” råber vores nabo. Det er svært for mig at genkalde minderne fra den dag. Jeg husker kun små glimt af hvad der skete efter at madrassen pludselig blev hevet væk. Lyset var skarpt. Lyden var lammende. En hånd der voldsomt hev mig op. Ned af trapperne. Ud på gaden. Barfodet. De mange døde ansigter, der stirrede på mig, mens jeg løb hen over dem. Lugten den dag glemmer jeg aldrig. Den hjemsøgte mig i mine drømme i mange år efter. Vi var ikke længere ønsket i deres land.

Året er 1987. Stedet er Sharjah. En lille by uden for Dubai. Et nyt land. Et nyt liv. En drengeskole midt i dette varme ørkenland. De stirrer på mig, mens jeg forsigtigt forsøger at læse op af den bog, som læreren gav mig. Jeg elskede at læse, men jeg hadede at gøre det foran klassen. Vi havde alle den samme obligatoriske hvide skoleuniform på. Tilsyneladende et stort fælleskab. Et fælleskab jeg ikke måtte være en del af. Jeg stirrer ned på papiret. Sætninger og bogstaver begynder at flyde sammen da jeg ikke længere kunne holde tårerne tilbage. Mine læber nægtede at bevæge sig. Jeg har været i denne situation alt for mange gange, siden jeg startede på skolen. Alt for mange gange afslørede min palæstinensiske accent at jeg var anderledes end de andre. Jeg var ikke velkommen iblandt dem. Alt for mange gange fik mine skolekammerater mindet mig om, at jeg ikke hørte til iblandt dem. Hvis jeg lytter godt efter i dag, kan jeg stadig høre mine klassekammeraters hånende grin og sårende kommentarer.

Året er 1990. Stedet er Christiansfeld i Sønderjylland. Et nyt land. Et nyt liv. En ny klasse. Et nyt sprog. En ny kultur. Jeg sidder midt i klasselokalet. Der er få minutter til timen slutter. Jeg trækker vejret dybt og forbereder mig på de intense minutter der venter mig. Så sker det. Klokken ringer og jeg pakker hurtigt mine ting ned i tasken. Jeg holder samtidigt et skarpt øje med både læreren og de 4 drenge i klassen som også har ventet på at timen sluttede. For dem var det ren underholdning – at forsøge at fange den nye dreng i klassen. Perkeren som ikke kunne snakke dansk. De mobbede, drillede og slog. Lige indtil den dag jeg udtænkte den perfekte plan. Resten af skoleåret kunne de hverken slå, drille eller mobbe. De fangede mig aldrig. Jeg fulgtes med læreren ind og ud af klassen. Jeg holdt mig tæt ved læreren, til jeg nåede biblioteket. Her satte jeg mig ved et bord tæt på bibliotekaren. De kunne ikke røre mig, og de holdt helt op med at prøve at fange mig. Jeg tilbragte alle frikvarter der alene. Efter hver time. Hver dag. Frem til skoleårets afslutning.

Vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Brug for at blive set, respekteret og anerkendt som den vi er. Uanset baggrund, køn, etnicitet og religiøsitet. Det er værdier, jeg gerne vil passe på og værne om. Det er drivkraften for mig personligt og professionelt og derfor jeg stiller op til folketinget. Jeg synes, politik alt for længe har handlet om at holde folk uden for fællesskabet. Nu er det på tide, at vi gør mere for at få alle til at føle sig som en del af det fællesskab, der hedder Danmark.

Troværdighed tilbage i politik

Noget, som jeg savner, er troværdighed i politik. Jeg mener, at politik er kommet for langt væk fra den enkelte borger. På den seneste årlige undersøgelse af de mest troværdige faggrupper i Danmark havner politikere på absolut sidste plads ud af samtlige 25 faggrupper i undersøgelsen. For andet år i træk vel og mærke. Det kan og skal der laves om på. 

Mod. Det kræver mod at give sine meninger og holdninger til kende. Det kræver mod at turde lade sig udfordre af andres meninger og holdninger. Og det kræver mod at holde fast i sine politiske ideologier, selv når andre sælger ud af deres i jagten på stemmerne.

Det handler om mennesker, og det handler om troværdighed i politik.

Samtalen er det vigtigste

Jeg er godt træt af den polarisering der kendetegner den samfundspolitiske debat i dagens Danmark. Jeg vil arbejde for at skabe en politisk platform, hvor der tales med hinanden og ikke til hinanden. Verden er ikke så sort-hvid, som den ofte bliver præsenteret både i medierne og i den politiske debat.

Jeg tror på, at samtaler mellem mennesker kan bringe os tættere på hinanden, på tværs af kulturelle, sociale og religiøse skel. Jeg oplever desværre, at vores samfund i dag er splittet, og samtalerne mangler.  Populismen og ekstremismen har gode vækstmuligheder, når det er hadet og frygten, der præger dagsordenen.

Særligt vores folkevalgte politikere har et stort ansvar for at gå forrest og vise vejen. Derfor er mit håb for Danmark, at vi igen tør møde hinanden og gå sammen mod en lysere fremtid.

Disse emner står mit hjerte nært:

En grønnere fremtid

For mig er valgkampens vigtigste tema ambitiøse klimahandlinger, for ikke at miste grebet om klimaforandringerne. Flere og flere mennesker på tværs af lande og kontinenter har fået øjnene op for de store udfordringer, der venter os, hvis udviklingen skal vendes.

Alt for mange politikere tøver forsat med reelle og ambitiøse handlinger på klimaområdet. De tager simpelthen ikke problemerne alvorligt nok, på trods af alle tegn på, at politisk handling ikke kan vente længere. Vi har ikke råd til at sætte tingene på pause.

Bedre normeringer

Vores børn skal ikke blot ”opbevares”, når de kommer i daginstitutionerne, men de skal lære, lege og udvikle sig. Der er i dag helt uacceptable dårlige vilkår for børnene i vores daginstitutioner, hvor der er alt for få voksne til alt for mange børn.

Det kan ganske enkelt ikke passe, at der kan findes midler til unødvendige omfartsveje, øde øer og billigere luksusbiler, mens det forsat halter med at finde de nødvendige ressourcer til bedre pædagogiske normeringer.

Ingen fattige børn i Danmark

Et enkelt år i fattigdom i starten af teenageårene giver et løntab på over 12 pct. som voksen. Ikke alene er det uværdigt, at antallet af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, er stigende, det er også en enorm dårlig investering.

Nogle af de store syndere for denne kedelige udvikling er de såkaldte fattigdomsydelser såsom kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. For af stoppe den voksende ulighed skal begge fattigdomsydelser afskaffes.

En grønnere fremtid

For mig er valgkampens vigtigste tema ambitiøse klimahandlinger for ikke at miste grebet om klimaforandringerne. Flere og flere mennesker på tværs af lande og kontinenter har fået øjnene op for de store udfordringer, der venter os, hvis udviklingen skal vendes.

Alt for mange politikere tøver forsat med reelle og ambitiøse handlinger på klimaområdet. De tager simpelthen ikke problemerne alvorligt nok, på trods af alle tegn på at politisk handling ikke kan vente længere. Vi har ikke råd til at sætte tingene på pause.

Bedre normeringer

Vores børn skal ikke blot ”opbevares”, når de kommer i daginstitutionerne, men de skal lære, lege og udvikle sig. Der er i dag helt uacceptable dårlige vilkår for børnene i vores daginstitutioner, hvor der er alt for få voksne til alt for mange børn.

Det kan ganske enkelt ikke passe, at der kan findes midler til unødvendige omfartsveje, øde øer og billigere luksusbiler, mens det forsat halter med at finde de nødvendige ressourcer til bedre pædagogiske normeringer.

Ingen fattige børn i Danmark

Et enkelt år i fattigdom i starten af teenageårene giver et løntab på over 12 pct. som voksen. Ikke alene er det uværdigt, at antallet af børn der vokser op i fattigdom i Danmark er stigende, det er også en enorm dårlig investering.

Nogle af de store syndere for denne kedelige udvikling er de såkaldte fattigdomsydelser såsom kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. For af stoppe den voksende ulighed skal begge fattigdomsydelser afskaffes.

Om mig

Jeg er 44 år og bor sammen med min kone og vores 3 børn på 4, 13 og 17 år. Født og vokset op i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, og kom til Danmark som flygtning i 1987. Uddannet socialrådgiver i 2002, og har flere års erfaring indenfor Børn og Unge-området. Jeg drømmer om et Danmark, som er drevet af håb, ambitioner og troen på det gode i mennesket.

Det er den drøm, der har drevet mig ind i politik. Jeg tror inderligt på, at det er vigtige værdier, som vi har brug for at holde for øje i vores bestræbelser på at skabe en god fremtid for den enkelte og for samfundet generelt. Alt for længe har populismen og frygten været drivkraften i politik, og følgevirkningerne er splittelse, had og grobund for ekstremisme.

Vi kan mere, og vi fortjener mere.

CV

  • Områdeleder Trancit, en privat konsulentvirksomhed 2017 –
  • Leder Foranstaltningsområdet, Skanderborg Kommune 2015 – 2017
  • Leder Døgnbehandlingstilbud, Aalborg Kommune 2013 – 2015
  • Leder Børn og Ungehuset Løvbakken, Aalborg Kommune 2012 – 2013
  • Fritids og Ungdomsklubleder, Bispehaven Aarhus Kommune 2005 – 2012
  • Opsøgende koordinator, Aarhus Kommune 2004 – 2005
  • Opsøgende medarbejder, ungdomscentret Aarhus Kommune 2002 – 2004
  • Uddannet socialrådgiver 2002